I valgkampen fremhæver socialdemokratiet gang på gang, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.
Det klinger meget hult, når vi ser på opkrævningen af ejendomsskat, som nedenstående eksempler viser.
Fam. 1: Bosiddende Helsingør
Husstandsindtægt: 700.000 kr.
Ejendomsvurdering: 3.000.000 kr.
Ejendomsskat: 35.436 kr.
Fam. 2: Bosiddende Hjørring
Husstandsindtægt: 700.000 kr.
Ejendomsvurdering: 3.000.000 kr.
Ejendomsskat: 9.968 kr.
Specifikation af vurderingen
Ejendomsvurdering hos familie 1: Helsingør:
Boligværdi: 1.756.600 kr.
Fiktiv beregnet grundværdi: 1.243.400 kr.
Ialt samlet ejendomsværdi: 3.000.000 kr.
Ejendomsvurdering hos familie 2: Hjørring:
Boligværdi: 2.485.700 kr.
Fiktiv beregnet grundværdi: 514.300 kr.
Ialt samlet ejendomsværdi: 3.000.000 kr.
Forskellen i beregningen af ejendomsskatten har årsag i, at det politisk er besluttet, at den fiktive beregning af grundværdien skal benyttes som beskatningsgrundlag – dybt dybt uretfærdigt at bruge denne fiktive grundværdi.
Det er ren talgymnastik og hvor er retssikkerheden henne?
Tænk hvis det var boligværdien, man politisk havde valgt at beskatte, så var skattebyrden lige omvendt.
En mere retfærdig beskatning vil være at beskatte den samlede ejendomsværdi altså de 3.000.000 kr. Ejendomsværdien kan alle forholde sig til,og vil samtidig forenkle beskatningen, give gennemskuelighed og retfærdighed for den enkelte boligejer.
Hvorfor skal familien i Helsingør betale fire gange så meget i ejendomsskat for en ejendom, der har den samme samlede ejendomsværdi, som den ejendom familien i Hjørring ejer?
Venstre har forslag, som skulle gøre det lettere for førstegangskøbere at erhverve en bolig, de skulle jo også gerne kunne betale skatterne, der følger med, og det uanset hvor i landet man bosætter sig.
Spørgsmål:
Skal beskatning af fast ejendom ændres fra beskatning af en fiktiv beregnet grundværdi til beskatning af den samlede ejendomsværdi?
Hvad mener Henrik Møller og Socialdemokratiet?
Hvad mener de øvrige politikere og partier?
Hvad mener nuværende og kommende boligejere?
0 kommentarer